fredag den 25. januar 2013

Eleverne er alligevel bedre til IT end mig


Lad det være sagt med det samme: Det er ikke alle lærere, der er vildt begejstrede for at inddrage IT i undervisningen. Hvorfor ikke? Lad os diskutere indvendinger imod IT-integreret undervisning.

IT tager for lang tid at lære, og der kommer hele tiden nye programmer, der erstatter de gamle.

Åh ja. Jeg husker hvordan jeg i 1992 lærte alle genvejstasterne for Word Perfect. Ret hurtigt derefter begyndte alle at bruge Word. Jeg har aldrig gidet lære genvejstasterne til Word, i forventning om at det nok ville blive udfaset efter et par år.
Ikke desto mindre holder indvendingen ikke (længere).
De mange nye værktøjer og programmer (lad os kalde dem web 2.0 værktøjer) er kendetegnet ved at være nemme at lære og endnu nemmere at bruge. Værktøjer og programmer der er bare 5 år gamle, er ofte dybt komplicerede. Det tager en krig at navigere rundt i skolens intranet, men det tager kun tre klik med musen at oprette en blog til undervisningen. Jeg har taget IT til mig, fordi det gør min hverdag enklere. Word er stadig det mest komplicerede program jeg behersker.
Det eneste der er blevet besværligere, er de urimeligt mange logins og passwords man skal igennem. Lav et password med mindst otte tegn, store bogstaver og tal, og brug dette ene password til ALT.

Eleverne er alligevel bedre til IT end mig, så jeg kan ikke lære dem noget om IT.

Nogle af eleverne er faktisk bedre til IT end mig, men de fleste er ikke.
Ikke desto mindre: Hele denne indvending beror på en misforståelse.
Det er ikke meningen, at vi skal uddanne eleverne i at bruge programmer. Det er meningen vi skal stimulere deres læring ved hjælp af web 2.0 værktøjer. Jeg kan få eleverne til at samarbejde og producere materiale med IT. Jeg kan opøve deres faglige viden, og få dem til at lære af hinanden.  Jeg kan være en rollemodel for dem, med hensyn til hvordan man får fagligt udbytte af de sociale medier.
Eleverne lærer selv at bruge værktøjerne, jeg skal bare vise det pågældende program. Elevernes generation er ikke bange for at lære IT ved at afprøve det. Og skulle der være en enkelt, der ikke har mod og lyst til at kaste sig ud i det, er det din opgave at vise vedkommende, hvor nemt det er.

IT forstyrrer undervisningen, 48 % af alle gymnasieelever bruger altid eller ofte computeren til underholdning i timerne.

Med en skoletid fra 1980’erne og en gymnasietid fra 1990’erne ved jeg med 100 % sikkerhed, at uro i klassen ikke er et fænomen, der opstod med computerens indtog i klasselokalet (hvis du spørger mig, så er uroen i en klasse proportionalt stigende i takt med andelen af piger i en klasse).
Hvad der imidlertid er uomtvisteligt er, at en computer med tilgang til internettet indeholder et uendeligt potentiale for distraktion. Hvad er vores modtræk? Vi kan ikke forbyde computeren eller lukke internettet, så det efterlader kun et alternativ: Undervisningen må tage udgangspunkt i internettets ressourcer. Hvis eleverne er travlt beskæftiget med at lave noget fornuftigt med computeren, har de ikke også tid til at lave noget ufornuftigt.
Men det betyder jo godt nok, at man må tænke sin undervisning forfra, i forhold til hvordan man underviste for bare et par år siden. Det får vi da heldigvis også løn for… endnu (tag så en slapper Bjarne C).

Skal vi ikke alle sammen have iPads? Det er det nye smarte. Alle elsker iPads.

Nej.
En iPad kan slet ikke det samme som en computer. Disse hersens iPad klasser kan ikke gå til digital eksamen, fordi iPads ikke lever op til systemkravene til digital eksamen. En iPad er velegnet til at læse med, men ikke til at skrive på, og det er nu engang det som vi først og fremmest bruger computeren til.
En helt anden problematik: Hvordan vil du forberede din undervisning på iPad? Jeg bliver vækket om morgenen kl. 5.30 af min yngste datter (snart to år), der slår mig hovedet og råber: Stå op, tøj på, iPad (hun har kun lært bydeform, og jeg tror ikke, hun nogensinde får brug for mere). Jeg har ikke adgang til iPad’en før hun sover igen, og når hun sover, er alt hvad jeg orker, at falde i søvn mens jeg ser Star Wars The Clone Wars tegnefilm.

1 kommentar:

  1. Jeg synes du rammer det meget godt. Desværre er alt for meget involvering af IT i undervisning kun for IT'ens skyld. Det er på det nærmeste blevet et dogme at hvis man får IT ind på en eller anden måde, så er det bare bedre. Hvis man havde haft den samme overbevisning, da jeg gik i skole, skulle man have blyanter med til gymnastik og med på scenen i drama. Jeg havde meget sparsomt IT undervisning, da jeg selv gik i skole, og det jeg havde, var temmelig håbløst.

    Vi skulle lære at bruge Word - og det er her hvor jeg synes det helt klart - for Word er et program. Man behøver ikke at gå i skole for at lære et program. I skolen bør man lære at lære et program.

    Jeg mener at IT bør indgå over alt i undervisning hvor det giver mening og hvor det har sine styrker, og det er sikkert mere end det bliver brugt i dag. Men tilgengæld skal man fjerne det fra de steder hvor det bare er tåbeligt.

    SvarSlet